Fremtiden er ladet med tillid

Pyha! En crazy uge med mange nye rutiner og arbejdsopgaver er forbi. Lange arbejdsdage med indkøring af nye værktøjer til fremtidigt arbejde på virtuelle platforme, og øget fokus på hvordan man kan skrue ned for udgifter og op for de gode ideer, har fyldt, så der forhåbentligt kommer et alternativ til de højt elskede skibe, som har sejlet min forretning sikkert i havn den seneste håndfuld år, men som jeg endnu ikke ved i hvor høj grad vil overleve eller om de vil havarere og synke til bunds, når året er omme.

Jeg er ikke alene om at skulle tidligt op for at kunne ruste mig til den nye virkelig. Tusindvis af andre små selvstændige og deres ansatte er i samme båd. De arbejder på overtid til den halve løn, lige som jeg oplever, at mine kunder er hårdt spændt for i bestræbelserne for at kommunikere budskaber om den nye virkelighed. Alt sammen bliver gjort hjemmefra med børn flagrende omkring sig – og uden at vide, om der findes et job til nogen af os om et halvt år.

Man kunne sætte sig ned og græde. Det får vi intet ud af. Vi må tro på, at det vi allerede gør professionelt, kan vi nu gøre endnu bedre. Vi må have tillid til hinanden, vi må acceptere, at vi kommer til at famle os frem i uvis tid, og vi må ikke være bange for at sætte hinanden i spil til det, der måtte byde sig. Vi kan alle sammen meget mere, end vi tror, hvis vi har tillid til hinanden og os selv.

Og hvis det så bare handlede om at få arbejdslivet til at fungere, så klarede vi nok det. Men at skulle navigere online med unger og ægtefælle omkring sig, bliver hurtigt en udfordring, der overstiger at gennemføre en Ironman eller andre enspænder-udfordringer, som det har været populært at skrive på sit CV.

Jeg har ikke løbet en ironman. Men jeg indledte mit liv som selvstændig for nu mere end 10 år siden med et sæt tvillinger på skødet og et ministerinterview i ørerne. Det var mere end frustrerende at udstråle professionalisme med stemmen, alt imens øjet så, hvordan tvillingerne rumsterede på gulvet og deres to ældre brødre sprang rundt i baggrunden med Ninja-sværd og Harry Potter-briller. Men det har givet mig en robusthed og en viden om, at det faktisk var muligt at skabe en fin forretning med faste kunder, selv om børnene ofte var tilstede, mens arbejdet blev udført.

Da mine børn blev store nok til at forstå det, bad jeg dem om at vise hensyn, når de kom fra skole, mens jeg arbejdede på kontoret. Og ved middagsbordet kunne jeg finde på at fortælle dem om, hvordan mine opgaver udviklede sig, og hvor meget mælk, Harry Potter-gadgets, Pokemons eller Fifa-spil, man kunne købe for de penge, jeg tjente.

Jeg undlod heller ikke at fortælle dem, at deres hensyn til mig om eftermiddagen betød, at jeg kunne arbejde effektivt og levere et godt produkt til glæde for os alle. Og så gjorde min udearbejdende mand og jeg en indsats for at forklare, at deres bidrag til fællesskabet var afgørende for, at vi havde en god hverdag. Lavpraktisk betyder det, at jo flere hænder man har til at gå ud med skrald, tømme opvaskemaskine, støvsuge, lave mad mm., jo mere tid har man med hinanden og sig selv til alt det sjove. De har, fra de var ganske små, fået at vide, at de havde noget at byde ind med til fællesskabet – uanset alder. Det har vi voksne – og ikke mindst børnene selv – stor glæde af i dag, hvor de mellem 13-19 år.

I den forgangne uge har min mand og jeg kunnet koncentrere os fuldt og helt om vores arbejde med at tænke nyt fra hvert vores sted. Det har krævet flere timer end en normal arbejdsuge. Når vi har kunne gøre det, hænger det ikke kun sammen med børnenes alder. Det hænger også sammen med, at vi har en tro på, at de løser de opgaver, de bliver stillet, og at de siger til, hvis de har brug for hjælp.

Jeg er overbevist om, at tillid til vores børn, til vores arbejdsrelationer og til systemet er afgørende for, at vi alle sammen vokser som mennesker og kommer godt videre. Vi skal turde tænke nyt og tro på hinandens kunnen i nye sammenhænge. Mest af alt skal vi tro på os selv og de beslutninger, det bliver nødvendigt at tage, ikke mindst hvis vi skal være på afstand af arbejdspladsen og sammen med vores børn i endnu længere tid end antaget. Den situation bliver svær for langt de fleste arbejdende børnefamilier.

For nogle år siden lavede Marie Kraul og Karen Lumholt bogen ”Børn skal da arbejde”. Det er ikke noget quick fix at gøre bogens titel til virkelighed, men den indeholder det menneskesyn, jeg oplever, der skal til, hvis alle generationer skal leve godt videre sammen face to face og på afstand. Bogen rummer også de nødvendige redskaber til, at vi kan få ro på arbejdskontoret og give børnene nogle alderssvarende opgaver, de senere vil takke os for.

Tag og læs den.

Virtuel søndagskrammer til alle i coronaland <3

Fremhævede indlæg
Seneste indlæg