Fire på stribe - hæder til medlemmer fra Pressenetværket
Et af landets førende konsulenthuse, analyse- og konsulenthuset Aalund, har kåret Danmarks bedste kommunikations- og pressechefer. I top fire over, hvem der er bedst til medierelationer, ligger Danish Crown, Rema 1000, ATP og Tivoli. Alle medlemmer af Pressenetværket 😀
Stort tillykke med hæderen til netværksmedlemmerne Jens Hansen, der bevarer førstepladsen som Danmarks bedste kommunikations- og pressechef. Tillykke til Jonas Schrøder, Stephan Ghisler-Solvang og Torben Plank for velfortjente anden-, tredje- og fjerdepladser.
Hvad skal der så til for at blive kåret som den bedste til medierelationer?
💡Man skal have styr på sit stakeholderarbejde i forhold til journalisten OG i forhold til kerneeksperterne indadtil i organisationen.
💡 Man skal kende sin forretning og kunne levere på de sager, journalisten spørger ind til.
💡Man skal arbejde med en vis hurtighed og altså helt overordnet forstå journalistens arbejdsvilkår.
Treenigheden kombineret med en god portion ordentlighed kan kun leveres, hvis man har ordentligt albuerum til at arbejde i den organisation, man er en del af. Det kræver desuden erfaring. Og det kræver ikke mindst intern accept fra topledelsen af, at kommunikation er et vigtigt redskab for at kunne levere på kerneopgaven.
Når fx Novo Nordisk og A.P. Møller - Maersk begge er at finde på Aalunds liste over virksomheder, der er bedst til presse, er det netop forståelsen for pressearbejde, der giver sig udslag kombineret med et godt arbejde af bl.a. Mette Kruse-Danielsen, Lene Riis, Mikkel Elbek Linnet, Povl D. Rasmussen og Rikke Marie Dahl.
Dem, vi fejrer i analysen, er dem, som har stået i skudlinjen mere end gennemsnitligt og ofte taget skraldet på vegne af deres brands i god professionel dialog med medierne. Lad os fejre dem. Og lad os fejre faget og de presse- og kommunikationsprofiler, der også formår løbende at pulverisere kritiske historier, så de aldrig lander i medierne. Det bliver desværre ikke altid påskønnet eller set af ledelsen.
