Tak for i år
Hvilket dejligt regnvejr at vågne op til. Så kan vi for alvor få skyllet 2021 langt ud i kloakken. For hvor har det bare været et år, der igen krævede omstilling, vilje og nytænkning i stor stil.
Lev med det, sagde en. Og det har vi så forsøgt. Nogen bedre end andre. Bemærkelsesværdigt og måske alligevel ikke så underligt har mennesker, der arbejder med deres passion, klaret det bedre end andre. Lidt over halvdelen af danske ejerledere har fx skabt resultater, der overstiger deres egne mål og forventninger, fortæller tallene fra PWCs Ejerlederanalyse 2021. SMV-danmark kan altså fortsat gøre en forskel.
Her er robotvirksomheden Technicon med Casper Hansen i front, den spritnye fintech-bank for erhvervsdrivende, Kompasbank med Michael Hurup Andersen ved roret, og Ravendo Randersbøren, drevet af søskende Signe og Tobias Giandrup, alle eksempler på at kunne skabe vækst selv i turbulente tider og derfor også virksomheder, hvis historie det har været en fornøjelse at bringe i mine klummer i Børsen.

Blandt sundhedsprofessionelle har man også formået at have fokus på bolden og yde selv under fuldstændig horrible rammer. Hvor er vi heldige at have sådan nogle medmennesker blandt os, der igen og igen stiller op for os, når vi har brug for dem. Som kommunikatør kunne jeg godt have ønsket, at sygeplejerskerne havde haft et lidt skarpere set up i ryggen, da de indledte deres kamp for mere løn. Det har de forhåbentlig lært af, når kampen fortsætter i det nye år.
For god, klar kommunikation kan rykke og flytte medarbejdere, holdninger og handlinger. Jeg får det bekræftet, når jeg mødes blandt professionelle i vores netværk, og jeg bliver lidt høj hver gang. Jeg glæder mig til endnu flere møder. Mon ikke de byder på erfaringer med TikTok, bæredygtighedskommunikation og helt sikkert eksempler på krisehåndtering.
Vi kommer nok også til at opleve endnu et år med mange jobskifte. I stort set alle sammenhænge, jeg har arbejdet i år, har der været et element af rekruttering eller ønsket om at lave noget andet, og det har i høj grad været med til at præge arbejdskultur og -glæde.
Selv ser jeg frem til et år, hvor jeg tager stort set de samme samarbejdspartnere i hånden, som de forgående år. Det glæder jeg mig til.
Spænd sikkerhedsbrillerne og lad os hoppe ud i 2022. Vi har gode erfaringer fra de foregående år med at navigere i en konstant foranderlig tid. I mit netværk er der heldigvis stærke kompetencer, jeg altid kan lære af, læne mig op ad og sparre med. Tak for det og rigtig godt nytår.